MENU
Aula_close Layer 1

SFO og klub

 

SFO

I SFO’en møder I børn fra Asgård, Midgård og Udgård. Hammershøj SFO finder I i indskolingens fællesrum og i SFO’ens eget lokale, hvor der er køkken, café og krearum.

Det pædagogiske personale sørger både morgen og eftermiddag for, at børnene har en god og rolig start på skoledagen og en rar eftermiddag, som indeholder bevægelse, kreativitet og leg.

Hammershøj SFO er DGI-certificeret og der er derfor garanti for en masse spændende bevægelsesaktiviteter om eftermiddagen. SFO’en arbejder for at skabe balance mellem udfordring, fællesskab og sundhed, samt at skabe sammenhæng mellem SFO’en, børnenes forældre og det frivillige foreningsliv. Det ses i aktiviteter hen over året som fx BMX-Rally i skoven, rulleskøjteture ud af huset, motorikbane til nye børn, skøjtebanetur om vinteren, vandkampe om sommeren og meget mere. Gymnastiksalen tages dagligt i brug -både morgen og eftermiddag.

Om morgenen er det muligt at få morgenmad som fx havregrød, yoghurt m. müsli, cornflakes, rugbrød mm. og om eftermiddagen åbner vores eftermiddagscafé, hvor børnene tilbydes et let mættende måltid samt frugt. Børnene inddrages ofte i tilberedningen af eftermiddagsmaden og hjælper gerne til med at uddele maden. I caférummet/køkkenet opleves der snak og hygge både morgen og eftermiddag.

Der tilbydes en række kreative aktiviteter i SFO’en. Det er vigtigt for personalet, at børnene oplever at være aktører i eget liv, så derfor bærer vores aktiviteter præg af, at børnene har stor indflydelse på hvad der arbejdes kreativt med i SFO’en. Det er en vigtig overvejelse for personalet, at børnene præsenteres for og arbejder med forskellige materialer. Samtidig øver børnene sig -sammen med personalet -på at fordybe sig og arbejde koncentreret.

Klub:

3 kl. og klub information.

SFO-elever fra 3. klasse, er i klubbens lokaler sammen med klub-eleverne fra 4. – 7. klasse. Når skoledagen er forbi, sørger det pædagogiske personale i klubben for, at elever fra 3. klasse, bliver logget ind i Tabulex systemet. Klub-elever logger selv ind på Tabulex system, via vores skærm ved indgangen til klubben.

Der bliver serveret eftermiddagsmad hver dag mellem kl. 14.00-14.30. Eksempler på eftermiddagsmad kan være boller, toast, rugbrød, pizza, suppe, knækbrød mm. Frugt er fast hver dag. Klub-elever betaler 5 kr. pr. gang for eftermiddagsmad.

Hver klub-elev har en konto, hvorfra der bliver trukket til eftermiddagsmad og beskedne beløb for de kreative materialer, som eleven anvender i klubben. Forældrene indbetaler via MobilePay 806135 til elevernes konto og personalet kontakter forældrene, hvis der mangler penge på det enkelte barns konto.

Vi har i Hammershøj SFO/klub udarbejdet et årshjul, hvor vi tilbyder eleverne mange forskellige og spændende bevægelses aktiviteter. Vi har tidligere besøgt bl.a. Game Street Mekka i Viborg, Water and Wellness i Randers samt skøjtebanen i Viborg. I det daglige er det vores gymnastiksal, som danner rammen for bl.a. stikbold, jorden er giftig, høvdingebold og Battle ball.

I klubben tilbyder vi endvidere aktiviteter som Air hockey, Wii, Bordtennis, pool og PlayStation. De ydre rammer på Hammershøj skole benyttes desuden på forskellig vis til bla. at lave bål, mad, spille rundbold og fodbold, lege gemmeleg i skoven og lave forskellige løb sammen med eleverne. Vi har en BMX-bane, hvor eleverne kan hygge sig med vores BMX-cykler eller egne cykler.

Eleverne oplever et fællesskab på tværs af alder i klubben. Vi veksler mellem, at eleverne skal/kan deltage i de forskellige aktiviteter vi planlægger.

Det pædagogiske personale i klubben lægger stor vægt på fællesskaber i både små og store grupper alt efter, hvilket behov den enkelte har. I klubben gør vi meget ud af, at der er en rar omgangstone og at alle har det godt.